onsdag den 29. december 2010

2. juledag

2. juledag holdt Farfar og Bedste julekomsammen i Fredensborg for Noah, Sofia, Claus&Tina og Casper&Hedvig.
Alle var inviteret til klokken 14 og vi startede med gaver til familien fra Hyldestykket .
Noah hjalp flittigt mor med at pakke ud. Han har nu fået stor erfaring i at pakke gaver ud.
Noah fik en fjernstyret bil, som han havde ønsket sig. Den var Far Claus meget glad for at lege med. Sofia fik en dukke, der kunne kravle, lukke øjne og sige noget.
En ny tradition blev startet: Børnebørnene fik hvert et stykke julepynt.
Hvert år vil de få et nyt stykke. Og når de er gamle nok, er de med ude at vælge, hvilken pynt, de vil have.
Pynten hænges på deres forældres juletræ hvert år. Lige indtil, de flytter hjemmefra: Så får de hver især deres julepynt med sig til deres eget juletræ. En tradition, som Bedste egen farmor startede for over 60 år siden.
Så gik vi til bords – Noah havde sin fine nissehue på med sit navn broderet på.
Den havde han også på sidste år.
Efter at have spist andebryst i blomme/løg/tranebær/appelsinsovs med hasselbackkartofler til og en grønkåls-/æble/appelsin og gulerodssalat, stod menuen på æbleskiver á la Birgittes oldemor: Først t får alle én æbleskive og der er så en mandel gemt i én af dem.
Noah og Tina var begge så heldige at få mandel og dermed mandelgave.
Så kom der fade ind med masser af æbleskiver og så kunne man bare spise løs.
Efterfølgende var der klementiner, fyldt chokolade, saltede mandler og masser af vingummi, så ingen behøvede at gå sultne fra huset.
En dejlig eftermiddag med børn, svigerbørn og børnebørn. Det var mindst tredje dag med festivitas, så både børn og børnebørn var lidt matte i sokkerne.





Ingen kommentarer: